• Her er danskernes største forbrugshit i 2024. Ét område har virkelig »haft et bragende år«

    Источник: BDK Finans / 14 янв 2025 03:23:25   America/New_York

    Nedlukningen under pandemien og chokket som følge af den pludselig skyhøje inflation i 2022. Det er to ting, der stadig præger danskerne, når de skal have pungen op af lommen til forbrug. Forbrugertilliden er uhyre lav, og forbruget vokser kun svagt, men når vi begynder at svinge dankortet, er det nogle andre ting, vi bruger penge på, end man måske umiddelbart skulle regne med. Det viser en opgørelse over danskernes forbrug i 2024, som Danske Bank har lavet på baggrund af en million kunders forbrug af deres betalingskort og MobilePay. Danske Bank har set på, hvad der har været danskernes største forbrugshit i 2024. Noget overraskende er det forbruget i teatre og ved koncerter, der topper listen med den største fremgang sidste år. Den næsthøjeste fremgang var hos frisører og skønhedssaloner. Samlet set steg danskernes forbrug med 1,8 procent. Det er en fremgang, som hører til i den lavere ende. »Vores forbrug er kun lidt højere end før corona. Men vi er heller ikke vant til, at vores købekraft har været stagnerende over en så lang periode, som det har været tilfældet i de senere år,« siger chefanalytiker og privatøkonom hos Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen. Hun fremhæver, at selvom forbrugernes humør målt på forbrugertilliden er helt i bund, er der ikke så meget krisestemning over sammensætningen af danskernes forbrug. »Noget af det, som klarede sig bedst i 2024, er teatre og koncertsteder, frisører og kosmetikforretninger. Koncerterne har virkelig haft et bragende år. Men det er udelukkende forbrug, der er »nice to have« og ikke »need to have«. Det er ikke sådan, at vi kun bruger penge på fornødenheder,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Benzintanke klarede sig dårligt Danskernes forbrug røg ind i den største omvæltning i mange årtier under pandemien. På grund af nedlukningen var det umuligt med stort set alle oplevelser. Mange danskere sad derhjemme og kedede sig, og det satte gang i et større forbrug til hjemmet med blandt andet indkøb af fladskærme, bærbare og andre forskellige ting til hjemmet. Med andre ord købte vi mange ting ind, der ikke lige skal skiftes ud med det samme. Men nu kan vi igen forbruge oplevelser og i tallene fra Danske Bank kan man se, at services har klaret sig bedre end detailhandlen det seneste år. Herudover er der en række andre ting, der springer i øjnene i analysen fra landets største bank: Når det gælder forbrug i teatre og til koncerter, voksede det med hele 26 procent i 2024. Det er i forhold til året før, og det er den suverænt største fremgang. Louise Aggerstrøm Hansen påpeger, at det er alle danskere, der har gået mere til koncert, men det er gruppen af personer mellem 35 og 54 år, der er den store højdespringer. Vores besøg hos frisører, skønhedssaloner og kosmetikforretninger er også øget ganske betydeligt. Her er det specielt bemærkelsesværdigt, at unge mænds besøg hos frisørerne er det, der er vokset mest. På den negative side er, at køb af legetøj har klaret sig relativt dårligt. Det samme gælder vores indkøb på benzintanke. Vores indkøb på benzintanke er faldet med over fem procent i 2024. Det kan skyldes det store salg af elbiler, hvor flere lader bilen op hjemme. Louise Aggerstrøm Hansen påpeger, at restauranter også har haft et pænt år, men de har bare en udfordring. »De ældre går væsentligt mere på restaurant, end de tidligere har gjort. Det er et problem for restauranterne, for det er ikke de ældre, der bruger flest penge. Der er væksten for restauranterne noget lavere blandt dem, som bruger mange penge,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Et uforløst potentiale Det næste store spørgsmål er så, hvad der sker med vores lyst til at bruge penge her i det nye år. Sammen med vores eksport er privatforbruget en af de store kræfter i hele den danske økonomi. I den seneste Økonomisk Redegørelse fra regeringen i form af Økonomiministeriet er der trods alt pæn optimisme på det punkt. Ministeriet regner med, at der vil være en fremgang i vores privatforbrug på 2,2 procent i år. Det skal sammenholdes med en fremgang på kun 0,3 procent sidste år. Forskellen fra Økonoministeriets tal og til dem fra Danske Bank er blandt andet, at indkøb af nye biler også tæller med i regeringens tal. Det er det samlede danske privatforbrug. Det er Danske Banks tal ikke. »Danskernes købekraft ligger for mange tæt på eller over niveauet før perioden med høj inflation, og der er udsigt til yderligere fremgang over de næste år. Det skyldes blandt andet, at danskerne kan se frem til skattelettelser, forhøjet ældrecheck og yderligere lønstigninger,« hedder det i redegørelsen som begrundelsen for troen på en større lyst til at bruge penge hos danskerne. Med nogenlunde samme begrundelse er Louise Aggerstrøm Hansen også »lidt mere fortrøstningsfuld« for 2025, selvom hun ikke tror på en helt så stor fremgang som regeringen. »Der er ikke noget, der tyder på, at danskerne bare kommer til at svinge kortet, og forbruget bare kommer til at brage derudad,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen følger ligeledes danskernes forbrug tæt. Nordea udsendte bankens seneste forbrugsbarometer i december, og overskriften på det barometer var ligeledes, at »2024 stod i oplevelsernes tegn.« Men over for Berlingske udtrykte Helge J. Pedersen kort før jul også begrænset optimisme med hensyn til forbruget i år. Danskerne er nervøse over tilstanden i den globale verden med den fortsatte krig i Ukraine og Donalds Trumps indsættelse som amerikanske præsident. Trump har varslet mere told, og det kan også komme til at ramme de danske virksomheder. »Det, som kan undre, er, at forbrugertilliden fortsat ligger meget lavt. Den faldt yderligere i sidste måned. Det er en usikkerhed, som kan være med til at holde det uforløste potentiale tilbage. Det kan være den geopolitiske nyhedsstrøm, som gør os mere tilbageholdende,« siger Helge J. Pedersen. https://www.berlingske.dk/oekonomi/her-er-danskernes-stoerste-forbrugshit-i-2024-et-omraade-har-virkelig
Опубликовать